Kirkens inventar

Lysgloben
Lysgloben

Lysgloben i kirken symboliserer værdien af sammenhold i verden, og samtidig symboliserer den runde cirkel evigheden – at vi i livet og i døden er i Guds hånd.

Tanken er, at lyset er ét af de stærkeste symboler i kristendommen. Lyset, der skinner i mørket, og mørket der ikke får bugt med det.

Endvidere er ideen at markere Mørkhøj kirke som en åben kirke, hvor mennesker kan komme i løbet af dagen i kirkens åbningstid – samt ved gudstjenester og kirkelige handlinger – sætte sig i stille eftertanke og bøn og tænde et lys for et andet menneske. Lysgloben bruges også ved undervisningen af juniorkonfirmander og konfirmander.


Ikonen
Ikonen

På venstre sidevæg af kirkens kor hænger et lille, lidt fremmedartet billede.  Det er et Kristus-portræt – en russisk ikon, som efter sigende er malet i slutningen af 1800-tallet. Ikonen hører til en større samling af ikoner, som Gladsaxe kommune købte i 60èrne, og Mørkhøj kirke fik tilbudt ikonen med Kristushovedet til ophængning.

Ordet ”ikon” betyder billede, men ikonen anses i østkirken for et helligt billede, et kultelement i kirkens gudstjeneste og desuden en vigtig del af hjemmenes inventar. Ikonen er forkyndelse i form, farve og skønhed - et vindue gennem hvilket man skuer ind i Gudsrigets skønhed og herlighed, og et nøglehul til at kigge ind i evigheden. Ikonen skal  belyse og illustrere den tidløse verden.

Ikonen i Mørkhøj kirke hører til den motivgruppe, som benævnes: ”Sveddugen”, også kaldet ”mandylon” eller ” Den-ikke-af-menneskehånd-gjorte-ikon”, der indtager en central plads blandt den ortodokse kirkes Kristus-ikoner.

Ifølge legenden trykkede Jesus Langfredag på vej ud til henrettelsen på Golgata, slæbende på korsets tværbjælke, sit svedige og torturerede ansigt ned i et klæde (svededugen). Aftrykket er: ”den –ikke-af-menneskehånd-skabte-ikon” og tegnet på, at det usynlige bliver synligt i et menneskeportræt. På denne måde udtrykker den ortodokse kirke sin dogmatik, sin tro, i ikonernes verden.


Orm og tyr
Orm og tyr

Når man forlader kirkerummet, fanges ens blik af et relief over kirkedøren. Relieffet viser en tyr i kamp med et vinget uhyre, en kæmpeorm. Stentøjsrelieffet er billedhuggeren Olaf Stæhr-Nielsens billedlige fremstilling af sagnet om Orm og Tyr.

Sagnet om Orm og Tyr er et gammelt dansk kirkesagn, der er knyttet til de romanske kirker. Man ved, at i hvert fald 60 af vores ældste kirker spredt ud over hele landet har haft en tyrekamp. Men de forskellige lokale sagn er variationer over følgende kortfattede myte: Der kommer en lindorm og lægger sig om kirken. Folk kan ikke komme ind i den. De vælger en tyrekalv og opfeder den med sødmælk og nøddekerner. Da syv år er gået, fører de tyren mod ormen. Tyren dræber ormen. Tyren går ni skridt derfra, og så dør den.

Men hvorfor lader agnet en tyr kæmpe og ikke en helgen? Det gør det, fordi det ikke er en historisk hændelse, der fortælles; ikke noget, der engang er lykkeligt afsluttet. Det, der fortælles om, er noget, der altid kan ske; det er livets vilkår, der afspejles. Derfor skal det, der tager kampen op mod ormen, være noget fra menneskenes egne velkendte verden. Den verden, der er velsignet af Gud og gennemtrængt af hans kraft. Derfor tyren – det stærkeste husdyr. Idet tyren dræber ormen, er Gudsrigets kræfter i den. Den skal sejre. Bagefter må den, igen som dødeligt dyr, dø.

Relieffet har siddet over døren i kirken i al den tid, Mørkhøj kirke har eksisteret. Dér ser man det, når man går ud. Ud i verden, ud i hverdagen, hvor kampen mellem det onde og gode står.