Mørkhøj bys historie

Mørkhøj før udskiftningen 
Mørkhøj kan ligesom de øvrige landsbyer i Gladsaxe Kommune spores tilbage til middelalderen. Omkring 1180 forærede Valdemar den Store Mørkhøjgård og Bagsværdgård til biskop Absalon i Roskilde. I 1186 overgik de til bispedømmet og pave Urban den 3.s takkeskrivelse eksisterer stadig. Dette er første gang, Mørkhøj optræder i de skriftlige kilder, og det varer længe inden det sker igen.

Før udskiftningen var gårdene i Mørkhøj, ligesom i alle andre landsbyer, samlet i en klump midt i byen. Markerne gik som strålerne i en stjerne ud fra landsbyens centrum, og hver bonde havde en lod på alle markerne. Dette system sikrede størst mulig retfærdighed – alle bønder fik en bid af både den fede og den magre jord. Da jorderne var spredt, var det nødvendigt, at alle lodsejere i enighed traf beslutninger om, hvornår der skulle sås og høstes. Det var oldermanden, der stod i spidsen for bylavet og sikrede, at disse fælles beslutninger blev truffet.

Omkring udskiftningen lå der i Mørkhøj 10 gårde og 18 huse. Mørkhøj var, ligesom resten af sognet, blevet lagt ind under Københavns Rytterdistrikt i 1718. Det betød, at landsbyen skulle være med til at finansiere og bespise soldaterne, der hørte til Københavns befæstning. Kongen ejede som hovedregel alle landsbyer incl. Bygninger, men i Mørkhøj ejede kongen i 1719 kun én af gårdene. Resten tilhørte formodentlig kirken. Sådan havde det ikke altid været, for i 1650 ejede kongen hele 6 gårde i Mørkhøj. Indbyggerne i Mørkhøj hørte fra 1100-tallet til Gladsaxe kirke.


Udskiftningen 
I Mørkhøj henvendte 8 bønder sig den 6. august 1769 til regimentsskriver Dahl for at få deres jorder udskiftet i henhold til Forordningen af 28. juli 1769, dvs. kun 10 dage efter den var givet! Den korte afstand til hovedstaden gjorde det nemt for bønderne i det københavnske rytterdistrikt t holde sig informeret. Samtidig er det indlysende, at Mørkhøjs beliggenhed i forhold til Bernstorffs godser i Gentofte gjorde, at bønderne allerede før forordningen kendte til muligheden for at udskifter jorden og opløse landsbyfællesskabet. De 8 bønder ønskede udskiftningen gennemført, så ingen lodsejer fik sin jord samlet på ét sted. Tilsvarende skulle engarealerne uddeles med flere lodder til hver mand.

Sandsynligvis er den autoritetstro ansøgning udtryk for de mindre gårdejeres usikkerhed og utryghed ved at opgive landsbyfællesskabet. 
Ejeren af Enghavegård, der var én af de største gårde i Mørkhøj, ville imidlertid ikke udskiftes, med mindre han fik sin jord samlet på ét sted. Allerede i slutningen af august 1769 ansøgte samtlige bønder om at blive udskiftet, så de fik samlet deres jord på ét sted. Udskiftningen var først en realitet i 1772, men det var ikke uenighed mellem sognefoged Mads Pedersen, Enghavegård, og de øvrige bønder, der fik udskiftningen i Mørkhøj til at vare i 3 år, men derimod manglen på landmålere og landinspektører. Da udskiftningen var en realitet blev Lillemosegård, Pilegård, Torvegård og Kildegård flyttet ud på markerne, mens de sidste 6 gårde forblev i landsbyen.


Mørkhøjs udvikling efter udskiftningen 
Mørkhøj lå langt fra en hovedfærdselsåre. Vejene var i det hele taget af en ringe beskaffenhed, hvilket betød, at Mørkhøj i 1800-tallet kun havde ringe kontakt til omverdenen. Landsbyen var i høj grad selvforsynende, og der var derfor ikke behov for lokale handlende som f.eks. i Bagsværd. På grund af den manglende infrastruktur skete der ikke en egentlig byudvikling i Mørkhøj, og det eneste eksempel på samhandel med omverdenen er mælkeforpagteren i Mørkhøj.

Mørkhøjs samlingspunkt var gadekæret, omkring hvilket mange af husmandsstederne lå. I gammel tid var det her smeden boede, og mælkeforpagterens hus lå. Gadekæret blev sløjfet først i 1950´erne, da man omlagde Mørkhøjvej. I dag ligger huset på Mørkhøj Bygade 2 nøjagtig ovenpå det tidligere gadekær.

De fleste gårde blev drevet som landbrug, men f.eks. var ejerne af Mørkhøjgård typisk mænd udenfor bondestanden, der ansatte forpagtere til at drive gården, men i øvrigt selv havde borgerlige erhverv. 
Gårdene i Mørkhøj var i begyndelsen af 1800-tallet bygget i blandingstømmer, bindingsværk og med stråtag. Gentagne brande viste, at betegnelsen ”farlig” om byggestilen bestemt ikke var overdrevet. I midten af 1850´erne blev de fleste gårde genopført som grundmurede bygninger, men stadig med stråtag.

Denne bondeidyl fra Mørkhøj blev anvendt til beboelse indtil 1950, hvor sundhedskommissionen fik det revet ned. Det var meget usædvanligt at opføre stuehuset på en gård med tegltag og først da tagpap blev kendt i begyndelsen af 1900-tallet, havde man mulighed for at ændre tagbelægningen til et mindre brandfarligt materiale. Indtil begyndelsen af 1900-tallet var gårdene i Mørkhøj firelængede ganske som i resten af Gladsaxe Kommune.

Da Slangerupbanens linieføring blev planlagt, tog bestyrelsen i særlig grad hensyn til, hvor grusgravene og gartnerierne lå. Men gartnerierne i Mørkhøj blev anlagt så sent, at det ikke var muligt at ændre linieføringen. Mange af gårdene blev først efter 1. verdenskrig udstykket til gartnerier. Da det således var besværligt at afsætte gartneriprodukter til det københavnske marked, skete der først en vækst i antallet af gartnerier, da bilerne blev mere almindelige som transportmidler.

Trods hovedstadens befolkningsvækst var Mørkhøj ikke et attraktivt område for tilflyttere. I første halvdel af 1930´erne tog udstykningerne dog fart. Det var kolonihavehuse, der prægede de første bebyggelser, fordi depressionen og den afsides beliggenhed gjorde det umuligt at afsætte grundene til selvbyggere.

I årenes løb kom der dog flere og flere selvbyggere og dermed fulgte villaer til helårsbeboelse. Mørkhøjs villa- og beboelseskvarter udgør i dag ca. halvdelen af Mørkhøj bys areal. Den resterende del af arealet dækkes af erhvervskvarteret. Gladsaxe industrikvarter var fuldt udbygget i slutningen af 1950´erne, og derfor besluttede kommunen i 1961, at Mørkhøjgårds jorder samt dele af Grønnegårds jorder blev inddraget til erhverv. Hele den ældste Mørkhøj bykerne blev ligeledes inddraget i Gladsaxe industrikvarter og er helt forsvundet med tiden.