Udgivet fre d. 20. mar 2020, kl. 19:24

Hvordan går det jer? 

Covid19-pandemien har ramt os med fuld styrke, og vi må stå sammen ved at respektere afstand mellem hinanden. For et par uger siden fortalte vi vores konfirmander om begrebet hudsult; at man kan dø, hvis man aldrig bliver rørt ved. Alt er nu vendt på hovedet og nu kan man dø, hvis man bliver rørt ved.

Det er en underlig tid lige nu, og vi kan ikke mødes, som vi plejer og tale om løst og fast – og det er jo ikke fordi, der ikke er nok at tale om lige nu. Tværtimod.

Hver eneste dag sker der ændringer. Hver eneste dag sætter Corona-virussen nye dagsordener. Hvad betyder det for dig og for mig? Og hvordan har I det i alt det her? Vi har som mennesker mødt noget, der er svært at kontrollere, og dermed også mødt vores egen skrøbelighed og magtesløshed. Erfaringer vi ofte pakker væk, mens vi lever vores liv i fuld fart og med stor vilje og lyst. Men vores vilje kan ikke få dette virus-spøgelse til at gå væk – og i stedet for skal denne situation bruges til, at vi vil hjælpe hinanden så ansvarligt og så godt, som vi overhovedet kan. 

Det er fællesskabet, det er vores samfundssind, det er vores tillid til hinanden, der nu skal få os videre. 

De fleste kender kristendommens tre-hed: tro, håb og kærlighed, og der er stærkt brug for dem alle tre lige nu; tro er tillid, håb er livsnødvendigt og kærlighed er vores livline. Vi er kun et opkald væk fra jer, hvis I har brug for at tale med os – så hold jer ikke tilbage, send os en mail eller en sms eller ring til os.

Hilsen fra præsterne ved Mørkhøj kirke 

Katrine og Ib

Katrine: 23280184/akpe@km.dk
Ib: 29440327/ijoer@km.dk

 

Kategorier Ukategoriseret