Udgivet man d. 25. dec 2017, kl. 20:32

4. søndag i advent og juleaften - hvor er det dejligt, at vi igen i år har fundet sammen her i vores kirke for at fejre og for at markere den begivenhed, som har været med til at forme vores kultur og vores historie: ”At Kristus lod sig føde”!

 Og der sker noget helt særligt med os sådan en juleaften.

 Men for at det kan ske, så kræver det, at vi lader juleaften have den betydning for os og vores fællesskab, at vi lader glæden og det gode budskab få sin plads, så vi for alvor forstår, hvad det er, det betyder, at Gud er kommet – at Gud har sendt os sin søn.

 Giver vi plads for det, vil det få os til at se på hinanden med barmhjertighedens øjne. Få os til at se Gud i hinandens ansigter.

 Og vi er her for at blive knyttet sammen. Livet handler om mennesker og om livskvalitet.

 

Livet handler om kærlighed. Om tid. Og om død.

 

De tre store abstraktioner knytter hvert eneste menneske på jorden sammen. Alt det vi begærer. Alt, det vi er bange for ikke at få.

Vi længes efter kærlighed, og vi ville ønske, at vi havde mere tid – og vi frygter døden.

 

Kærlighed. Tid. Død.

 

Det er dér vi må begynde!

Og aldrig før har vi haft det så godt, at vi faktisk har mulighed for at interessere os for lidt andet end det elementært nyttige. Men aldrig har det interesseret os så lidt. Det er da et paradoks.

Vi får – oplever jeg – sværere og sværere ved at tage de store ord i munden.

De eksistentielle værdier vil altid være der, men det er som om, det efterhånden er blevet svært at sætte ord på dem.

Hvad mener han med det, tænker du måske?

Jo, det betyder, at man gør livet fattigt. Sproget bliver præget af teknisk rationalitet og business, sportsjargon og pseudovidenskabelige klicheer. Og så lukker sproget.

 

For sprog har det som fisk: fisk dør i forurenet vand. Og ånd dør, når sproget, der er omkring ånd, ikke lever.

 

Ånd er ikke noget højtravende og højtideligt noget. Ånd åbner sproget til det, der ligger ud over det praktiske liv, og det er et menneskeligt vilkår, at vi alle møder liv og død.

 

Men kan vi ikke sætte ord på de store eksistentielle spørgsmål, så bliver vi afmægtige og begynder at tale i klicheer. Og så bliver sproget og livet fattigere.

 

Der var én, der fortalte mig om en mand, der havde en nabo, som en dag kom forbi og spurgte, om han kunne låne hans stige.

 

Manden svarede ja, men opdagede nogle dage senere, at naboen faktisk selv havde en stige. Og han spurgte ham: hvorfor ville du låne en stige af mig, når du selv har en.

 

Naboen svarede - lidt tøvende, at det var, fordi han ville prøve at opbygge et godt naboskab.

 

At give -  skaber relationer. Og det giver os fællesskab – og måske er det derfor vi giver gaver til de mennesker, vi holder af – fordi vi gerne vil styrke vores relation, styrke kærligheden.

 

Så hvis man føler sig ensom og forladt, så gælder det om at komme i gang og begynde at give.

 

At give er at gøre op med egoisme. For når vi giver, så tænker vi på andre end os selv.

 

En dreng skulle spille krybbespil for første gang her i Mørkhøj kirke. Han fik rollen som kroværten, der – som I ved -  når Josef og Maria kommer til Betlehem og banker på og spørger, om der er plads – lukker op og siger: nej, vi har desværre ikke plads.

 

Drengen øvede sig rigtig meget og tog opgaven alvorlig – og da Maria og Josef bankede på, åbnede han så døren og sagde: nej, vi har desværre ikke plads – og Maria og Josef begyndte at gå væk – som de skulle - for sådan er historien jo – men i det øjeblik kunne drengen ikke holde det ud og lade være med at stoppe dem og sige: nej, nej, nej - vent – I må godt få mit værelse.

 

Drengens naturlige godhed og gavmildhed løb simpelthen af med ham.

 

Det skal vi også huske at gøre her i julen – ja, helst skal vi jo gøre det hele året rundt – selvfølgelig - lade vores naturlige gavmildhed og godhed løbe fuldstændig løbsk med os.

 

Jeg tror derfor også, at vi bedst forstår julens budskab med det her – med vores hjerte – ja, måske er julebudskabet i virkeligheden mere en følelse.

 

En følelse af fred og glæde, der sænker sig over os som silkebløde lagner juleaften, og som vi kan have svært ved at beskrive og forklare, men som vi kun kan mærke.

-----

Og hvis nu billedet ikke er godt nok, så er det fordi, du ikke er tæt nok på; sådan husker jeg en dygtig fotograf engang har sagt til mig.

 

Jo tættere des bedre.

 

Det lyder jo – umiddelbart - lidt mærkeligt.

For tingene bliver jo ikke altid smukkere, når vi kommer helt tæt på.

 

På tæt hold ser vi alle rynkerne, malingen, der skaller af eller støvet henne i hjørnerne.

 

På afstand kan vi bedre bevare vores egen forestilling om, hvordan noget ser ud.

 

Tæt på, bliver intet overladt til fantasien.

Når afstanden bliver mindre, oplever vi en anden virkelighed end den, vi selv skaber.

 

Vi ser det uskønne, men samtidig ser vi også smukke detaljer, som vi ikke ellers ville være opmærksomme på.

 

Det handler om skønhed i al ting.

 

Og juleaften handler også om at komme tættere på.

 

Vi kommer tættere på hinanden, I sidder lige nu tæt på kirkebænkene, vi holder hinanden i hånden, vi synger sammen og danser om juletræet – helt tæt.

 

Derfor er julen også en tid, der rummer de store følelser. Der skrues op for vores følelser.

 

Når vi kommer tæt på hinanden, så må vi også acceptere hinandens mindre pæne sider, som hysteriske udbrud over, at anden blev lidt for tør eller trætheden, der overmander én, når børnene har åbnet alle deres gaver.

 

Vi rykker tæt på hinanden og får hele billedet på plads.

 

Både alt det smukke og det gode - og alt det svære vi hver især bærer med os.

 

For at forstå, hvad det var, der skete den første julenat, er vi også nødt til at træde helt tæt på fortællingen om dengang Gud blev menneske.

Jeg havde i løbet af året besøg af en gruppe 1. klasses elever, hvor jeg skulle fortælle dem om kirken.

 

Da jeg kom til det blå kors her oppe på vores alter i Mørkhøj kirke og spurgte om de vidste, hvad det handlede om, så rakte en af drengene hånden op og sagde: Det handler om Jesus – jeg svarede bekræftende og spurgte så, om han kunne fortælle, hvem Jesus egentlig er – og så svarede han højt: at det er jo ham hele verden drejer sig om.

 

Det vil nok være de færreste i vores samfund, der vil sige, at Jesus eller kristendommen er det, som hele verden drejer sig om. Men hvis man fører sætningen ind i en voksen forståelsesramme, så giver det måske alligevel meget god mening.

 

Jesus kom til jorden som verdens lys. Som den, der vil lyse for os, så der ikke skal være mørke i vores liv.

Han kom for at pege på, at glæden og kærligheden og barmhjertigheden skal være det vigtigste.

 

Men han kom også for at forsikre os om, at intet kan skille os fra Guds kærlighed.

 

De fleste af os, ved fra egen erfaring og måske særligt her i juletiden, at det er i de tætte relationer, i kærligheden og i glæden, at vi oplever lykken og den sande mening i vores liv.

Og julenat aflagde Gud al sin anonymitet. Livets glæder og livets sorger har ikke længere nogen ubekendt afsender. Der er ingen anonymitet længere.

 

Da Jesus blev født, gik han ind i vores historie, og han blev én af os. Meningen trængte dermed ind i verden, da Guds hjerte begyndte at slå i en menneskekrop.

 

Der er nu intet mørke, hvor han ikke kan nå ind.

 

Nogle siger, at forventningens glæde er den største – og luften i dag – her i eftermiddag er jo tyk af forventninger.

 

Vi har tit så vanvittig travlt med ”at afstemme forventninger” med hinanden.

 

Afstemme opskriften på en god jul. Et godt ægteskab. En god ferie. Et godt arbejdsliv - det er at afstemme forventninger.

 

Men det betyder også, at vi ustandselig skal sætte ord på vores forventninger til hinanden, til livet, til karrieren, til sommerferien.

 

Og når man forventer noget, så har man i en vis forstand allerede foregrebet det – og der er ikke længere plads til overraskelser.

 

Jeg tror, at de største, mest lysende øjeblikke i livet er dem, hvor jeg ikke fik det, jeg forventede.

 

Hvor jeg ingenting regnede med, men fik det hele.

 

At min kærlighed til et andet menneske mod al fornuft blev gengældt? At mine svigt blev mødt med tilgivelse.

 

At alt tegnede sort, men blev lyst.

 

Og i dag viser Gud sig som noget helt andet end det, man nogensinde gennem historien havde forventet. Som et menneske af kød og blod.

 

Og det er, fordi det ikke er forventningens Gud, der viser sig julenat, men forandringens Gud.

Forandringens Gud vil, at midt i vores liv og hverdag, midt i vores menneskeskabte ordninger og regler og retninger, midt i vores arbejdsliv og hverdagsliv, hvor vi hver dag står op på samme tid, smører de samme madpakker, kører den samme vej på arbejde og hjem igen, sidder i den samme sofa – midt i vores virkelighed, dér vil han sende sprækker af lys, af håb og af glæde.

 

There is a crack in everything; that is how the light gets in. Sådan sang Leonard Cohen i én af sine sange. Jesus udtrykker det på en anden måde – men i grunden mener de fuldstændig det samme.

 

Der er en revne, der er en mulighed, der er en åbning i alting. Gud trænger sig på, prikker et hul, skærer en slids og lukker lyset ind.

 

Det er, stik imod alle forventninger, den glæde, der er født i dag.

 

Den glæde er vores glæde. Den glæde er vores lys. Den glæde er vores håb.

 

Derfor er julen også så velsignet en tid på året – og måske især her de næste par dage, der følger oven på juletravlheden.

 

For lige her bliver der tid og ro til bare at være sammen med hinanden. Tid og ro til at dele juleglæden.

Tid til at komme tættere på hinanden og få øje på det, som er kernen, og det som Jesus med sit liv her på jorden viste os; at vi bedst lever vores liv med kærlighedens og barmhjertighedens blik på hinanden – både de nære og de fjerne medmennesker.

 

Det er det lys, som julenat vil tænde i vores hjerter. Et lys der oplyser det sande og det vigtige i vores liv og peger på alt det, der skaber mening for os.

 

Når vi lader det være fokus, vil lyset trænge mørket tilbage. Lyset levner ikke plads til frygten eller vreden eller hadet.

Da jeg var ung, var jeg engang i praktik som journalist på en avis – og på redaktionen var der et mørkekammer. På døren stod der: husk at holde døren lukket, så mørket ikke slipper ud.

 

En tankevækkende sætning – og sætningen var skrevet af en fotograf, der var træt af at få ødelagt sine billeder af, at døren gik op for tit.

 

For at skabe de her gamle papirbilleder, var man nemlig nødt til at have fuldstændig mørke omkring sig, ellers ville billedet tage skade af lyset i rummet.

 

Men for os som udenforstående, lyder det lidt som en dårlig joke, for vi ved jo godt, og heldigvis og tak for det, at det er lyset, der trænger mørket tilbage. At det er lyset, der har magten over mørket.

 

Billedet ville blive ødelagt af lyset, men lige modsat er det med vores liv.

 

Vi har brug for det lys. For var lyset her ikke, så kunne vi mennesker, planter og dyr ikke leve på jorden. Lyset vil heldigvis til enhver tid trænge mørket væk.

 

Og helt konkret går vi nu mod lysere tider, og mørket er derfor nemmere at overskue. Og i aften mindes vi om, at mørket er overvundet af lyset.

Juleaften fødes glæden, kærligheden og barmhjertigheden, og vi ser Guds ansigt i det lille jesusbarn. Vores tro og håb må være, at vi ser en genspejling af det i hinandens ansigter, når vi træder helt tæt på hinanden.

 

Kærligheden er det eneste, der altid vil stå tilbage!

 

Glædelig jul til jer alle

--------------------------------------------------

 

Vi tænder et lys, vi tænder to, vi tænder det tredje så gerne og når vi har tændt det fjerde lys, så tænder Gud en stjerne

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kategorier Uddrag af prædiken

Kommentarer

Tilføj kommentar