Udgivet man d. 18. dec 2017, kl. 19:34

Jeg ved ikke, om I kender kirken. Den ligger midt i København i krydset mellem H.C. Andersens boulevard og Søgade. Fin ser den ud med sine aflange gotiske vinduer, hvidgule mursten og engelske præg i arkitekturen. Når man går forbi ude på fortovet en kold vinterdag i december kan man forestille sig, at det må være skønt at gå en tur derind og få varmen. I ved sidde lidt på den bagerste bænk og betragte rummet før man går videre ud i den larmende trafik og helt ind i byens pulserende kerne. Men det kan man ikke. For kirken er tom. Døren er lukket og låst. Der er skodder for vinduerne. Og der har ikke været en gudstjeneste derinde siden 1957. Historien om menigheden er den, at deres sidste præst døde det år. Siden har al gudstjenesteliv været afblæst. Menigheden er tavs om deres virke eller mangel på samme, tavs om hvordan kirkens husleje på den dyre adresse betales. Men det er sådan set sagen uvedkommende. Det jeg hæfter mig ved er, at menigheden venter på Kristi komme og i mellem tiden er der lukket ned. Der er tyst og tavst og en tom kirke og tykke skodder.

 

Jeg har aldrig rigtig helt forstået det der med, at man altid skal leve i nutiden. Hvorfor skal man egentlig det? Det er da fantastisk at gå og glæde sig. Gå og glæde sig til ferien. At sidde med computeren og google fremmede lande og deres mad og byer og strande. At kigge i bøger og magasiner og læse om historien og traditionerne og sproget. Eller at glæde sig til at man skal møde sin kone eller kæreste eller barn igen efter man ikke har set hinanden i lang tid. Eller at glæde sig op igennem december til juleaften, når lysene et efter et tændes i adventskransen.

 

Men et er at glæde sig til fremtiden. Noget andet er at sætte alt i nuet i stå og kun leve i fremtidshåbet som kirken ved søerne i København.

 

I kender historien om Zacharias. Han var tempelpræst. Det kan være ensomt at være præst. Helt alene skulle han ind bag forhænget til alteret og bringe offeret, mens menigheden stod udenfor. Og pludselig mens han stod derinde dukker en person op. Det var den slags person, der altid siger det samme, har den samme replik hele bibelen igennem: ”frygt ikke.” Ved I, hvad det er? Ja, en engel, selvfølgelig.

Engle er budbringere, og den siger: ”Zacharias. Du er gammel. Elisabeth, din kone, er gammel. Men I skal få et barn, der skal bringe stor glæde.”

 

Nu ved jeg ikke, hvordan I ville reagere, hvis der kom en engel og fortalte jer om fremtiden. Jeg tror, jeg ville blive mundlam. Bare stirre, måske falde på knæ. Men det er ikke rigtigt til at sige, vel? Zacharias, han reagerer på en anden måde på glæden. ”Hvordan kan jeg vide det er sandt?”

 

En mærkelig reaktion. Men måske alligevel ikke? Jeg har opdaget, at mennesker, der reagerer med vantro, når lykken tilsmiler dem tit er mennesker, der er blevet svært skuffede måske endda flere gange i deres liv. ”Kan det virkelig passe, at hun elsker mig?”, ”Kan det virkelig være sandt, at han synes jeg er sød og pæn?”, ”Kan det mon være rigtigt, at Gud holder af mig, som præsten siger?” Eller i dette tilfælde: ”kan det virelig passe, at vi skal være forældre?”

 

Ligesom Carsten. Carsten voksede op på en lille gård langt ude på landet i Jylland. Han var en glad dreng og han elskede livet på landet. Han elskede at være omgivet af dyr og han elskede naturen og de åbne vidder. Da han nåede alderen, hvor man balancerer mellem at være ung og voksen, flyttede han til København. Det var ligesom noget, man skulle gøre, tænkte han. Han flyttede ind i en lille kælderlejlighed på Nørrebro og fik job som stilladsarbejder. Det var ikke hans drømmejob, men det var fint nok og han tjente faktisk gode penge på det. Han fik også en kæreste, som han rigtig godt kunne lide. Hun havde ikke et arbejde. Hun havde det faktisk rigtig svært i livet og kom sjældent uden for en dør. Livet gjorde ondt på hende og hun dulmede det og sig selv med stærke øl og joints. Carsten kunne som sagt rigtig godt lide hende og ville gerne bruge en masse tid sammen med hende, men den eneste måde han kunne gøre det på var ved at drikke en masse stærke øl og ryge joints sammen med hende. SÅ det gjorde han. Carsten drak og røg alt for meget. Han røg ned i et stort dybt hul i livet. Han kunne ikke finde vejen op igen. Han tænkte, at det hele kunne være lige meget og købte barberblade til at slutte det hele med, men han fik dårlig samvittighed – tænk hvis naboen skulle finde ham. Det var synd. i stedet fik han øje på noget i lokaleavisen, der lå på bordet. Og det skulle vise sig ville ændre Carstens liv for altid.

 

Det er ikke ualmindeligt at møde glæden med en god portion skepsis, tilbageholdenhed og mistro. Zacharias er nok privilegeret som præst, men har aldrig fået det barn, som han og Elisabeth så brændende har ønsket sig. Carstens håb om livet i København blev heller ikke indfriet. Tværtimod.

 

Spørgsmålet, som Zacharias stiller englen, får konsekvenser. Engle er ikke bare søde buttede væsner, de kan også blive vrede. Rigtig vrede. Og denne her engel er ikke hvem som helst, det er ærkeenglen Gabriel, og Gabriel kender alt til præster. Gabriel ved udmærket, hvad den værste straf der kan overgå en præst er. Zip! Englen lyner Zacharias mund sammen, så han ikke kan sige et ord. Nu må du vente, til du er blevet far – i ni måneder kan du ikke tale. Engle er Guds udsendte, så det her må fortælle noget om, hvordan Gud synes, vi skal forholde os til al den glæde, der venter os i fremtiden. Gud er tydeligvis ikke imponeret over Zacharias tilgang.

 

Nej, jeg tror Den treenige Gud ville være meget mere tilfreds med den måde Carsten har valgt at gå til glæden på. Da vi forlod ham før, var det med barberbladene i den ene hånd og lokalavisen i den anden. I avisen så han en annonce for at lære at køre på ethjulet cykel. Det synes han lød fantastisk! Tænk at man kunne lære at køre på ethjulet cykel! Det troede han man ligesom skulle være født til – at man skulle være født ind i en cirkusfamilie, og så kunne man bare lære det på en aftenskole på Vesterbro! Fantastisk. Carsten tilmeldte sig og lærte at køre på ethjulet cykel. Han lærte at finde lige det der balancepunkt, hvor kroppen er fuldstændig i sync med det ene hjul og jorden. Han glemte alt andet end lige præcis at være i et med cyklen. Nu ville Carsten kun gøre det, der gjorde ham glad. Han ville have et cirkus. Carsten købte et lille landsted langt nede på Sydsjælland. Han købte også et par mini-grise og lærte dem at spille på trompet og hoppe over en bom. Og sådan fik Carsten Danmarks mindste cirkus og blev lykkelig. Og på årets første forårsdag kravler han altid op i det største træ i sin have og råber sit forårsbrøl ud i landskabet. Han kan simpelthen ikke lade være. Jeg ved ikke, om Carsten tror på Den treenige Gud, men det gør jeg, og jeg tror simpelthen at Helligånden kommer over Carsten. Hans glæde og taknemmelighed over at være i live, over foråret, over balancen på den ethjulede cykel, over sine grise og Danmarks mindste cirkus, er så stor, at han bliver nødt til at bryde ud i en form for sang, som så bliver et forårsbrøl. En tiljubling af Gud Herren.

 

Da Zacharias hører sin søn græde første gang, lyner englen hans mund fra hinanden igen, og han bryder ud i den sang, jeg læste for jer i dag.

 

På den ene side venter vi stadig. Vi venter og holder vejret, fordi vi ved at vandet snart går. På den anden side er det nu. Glæden kommer i de mærkeligste skikkelser. Som en ethjulet cykel og en lille gris. Som et uventet barn, der skal blive en stor profet. Som en baby på 3,5 kg i en krybbe i en stald. Glæden er her allerede levende tilstede i blandt os og altid som en mulighed. Hvordan vil du møde den?

----------------------------

Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

 

Kategorier Uddrag af prædiken

Kommentarer

Tilføj kommentar