Udgivet tir d. 7. nov 2017, kl. 22:19

Jeg kender masser af mennesker, der synes at, det er bedst og nemmest at møde Gud, når man læser om Ham i bøger, møder Ham i bygninger og endda i andre mennesker. Der har jeg også mødt Gud, men for mig har det bedste og mest sikre mødested altid været i skaberværket. Når min flamme blafrer, så bliver jeg nødt til at gå udenfor. Jeg skal mærke jorden for at huske, at jeg også er kommet af jorden og skal blive til jord igen – når jeg husker det, er det som at få livet forærende igen, selvom det kun er i et øjeblik ad gangen. Jeg er ikke særligt god til at komme udenfor, men jeg ved, at det er bedst for mig, så jeg tvinger mig selv til det. Minder mig selv om det. Husker mig selv på, hvordan jeg får det, når det sker.

Der hvor andre mennesker ser kornmarker, tømmer, jord og åer ser jeg Guds krop, eller i hvert fald så meget, som jeg nu kan få lov at se. I den eneste visdom, der er tilgængelig for mig, er skaberen sådan en, der ikke lever adskilt fra sit skaberværk, men har bolig i det og breder det ud. Når jeg trækker vejret fylder Helligånden mig. Hvis det gør mig til kætter, så er jeg en taknemmelig kætter.

Et af de steder hvor jeg tydeligst har mærket agtelsen for skaberværket var udenfor det firemandstelt vi havde medbragt til den stockholmske skærgård. Det var som om blåbærbuskene var hellige, de varme klipper var hellige, havørnen var hellig. Jeg har oplevet den, da vi boede på Bornholm, når vi tog op til Krystalsøen i weekenden. Den samme følelse dukkede op, da vi i januar var ude at se på et sommerhus. Da vi gik ned mod vandet af grusstien, gav de mandshøje, visne siv samme fornemmelse blandet med den grå himmel. Jeg har opdaget, at der er et navn for det i teologien, et navn for en tilstedeværelse, der er så stærk, at den fungerer som en portal mellem denne her verden og den anden. Irerne kalder det ’thin places’, tynde steder. Det er sådan et sted, hvor man f.eks. kommer forbi et vandløb og pludselig kan mærke en særlig friskhed, mærke hvad levende vand er for noget. I irsk teologi kalder de skaberværket ’Guds store bog’ og de hellige skrifter ’Guds lille bog’. 

Kristne mystikere som Bernard af Clairvaux og Julian af Nordwich oplevede også himlen på jorden i forbindelse med det guddommelige. ”Jeg har ingen andre lærermestre end havet og egetræerne” skrev Bernard i 1100-tallet. Julian genkendte Guds kærlighed, da hun holdt en lille hasselnød i sin hånd. Frans af Assisi komponerede kærlighedssange til broder sol og søster måne.

Det lærte vi ikke så meget af på teologisk fakultet på Købmagergade, den slags. Der lærte vi at se skaberværket som underlagt syndefaldet. Så det var dejligt at opdage de her andre muligheder, men de bekræftede bare, hvad jeg allerede havde oplevet ude i naturen.

Derfor synes jeg, det er helt naturligt, at Jesus går op på bjerget for at møde Gud. Det er der tradition for i jødedommen. Moses gjorde det, da han fik de ti bud overrakt på stentavler. Det er som om, man kommer tættere på Gud, når man bevæger sig steder hen, man ikke normalt betræder. I det her tilfælde opad. Men man kan også møde Gud i en brændende busk nede på jorden. Det er ikke fordi Gud kun er oppe. Kender I det, at man befinder sig et sted, hvor man må holde mobiltelefonen op for at få signal? Vores sommerhus ligger så afsides, at vi bliver nødt til at gå ud i haven og træde op på en stor træstub for at få forbindelse til omverdenen. Jeg tror, Jesus går op på bjerget, fordi han har brug for at skifte scene for at få skabt den mest direkte forbindelse.

Der skal skabes en direkte forbindelse, fordi Jesus skal tale om noget meget, meget vigtigt. Nemlig om dem, der er ude på deres livs ørkenvandring. En ørkenvandring foregår på det flade. Det foregår nede. De nedtrykte. I sandet. Måske er der nogle af jer, der har besøgt en ørken? Jeg har oplevet en smule ørkenen på Sinai-halvøen, eller har jeg kun set dem på film. De ser langstrakte ud og tit nærmest uendelige. Selvom du ikke har været i Gobi eller Sahara eller Sinai, så kender du ganske sikkert din egen indre ørken. Du ved bedst selv, hvad der drev dig derud, hvad det var, der skete og hvor lang tid, du har opholdt dig der i den ulidelige bagende sol og i nattens bidende kulde. Det er der, de befinder sig, dem Jesus taler om, dem der sørger, dem der tørster efter retfærdigheden. Det er ikke rart at være der. Men mennesker fortæller mig, at de lærer ting derude, de ikke kan lære andre steder. Og da Jesus er kommet op på bjerget og åbner munden for at tale, siger han i den første sætning, det mest utroligt: ”Salige er de fattige i ånden for himmeriget er deres.” I kender teksten så godt. Jeg kender den. Alligevel bliver jeg overrasket. Jesus velsigner med de sætning de af os, der har svært ved at tro på Gud. Det er dem blandt os, der skal arve himmeriget.

Det er dem af os, som Ånden ikke altid lige taler til, eller dem, som har svært ved at høre, når Ånden vil have fat i dem. Det er dem, der ikke lige er kommet op på bjerget, eller bare træstubben, og har et klart signal. Det er dem, som måske ikke er her i kirken i dag, fordi de ikke tror eller føler, at de tror på den rigtige måde. Dem velsigner Jesus og giver arveretten til himmeriget.

Jesus prædikede himmerigets komme, men det var kirken, der kom i stedet for. Så mange år senere, så er den måde vi driver kirke på ødelagt og vi ved det, selvom vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved det. Vi prædiker det almindelige præstedømme, men har stadig et hierarki, en liturgi og en arkitektur. Vi følger en herre, der udfordrede religionen og de politiske institutioner på sin tid, mens vi støtter og forsvarer vores egne. Vi taler og synger om guddommelig forandring, mens vi gør alt, der står i vores magt for at intet skal forandre sig. Hvis tingene bliver ved med at lykkes for os, på trods af de her dybe modsætninger i vores liv, så tror jeg, det er fordi Gud er trofast, selv når vi ikke er det.

Og Jesus fortsætter rækken af saligprisninger eller velsignelser.

Jeg vil bare sige, at det kan alle gøre. Prise salige og velsigne, som Jesus gør det. Verden har brug for, at vi gør det, for der er mangel på mennesker som er villige til at knæle, når de møder det hellige og holde deres benede eller bløde, men altid livgivende hånd over deres hoved. At vi er i stand til at velsigne hinanden er beviset på, at vi er blevet velsignet, om vi nu kan huske det eller ej. At vi er villige til at velsigne hinanden er et mirakel, der kan få stjernerne til at blinke af forbløffelse.

Har I set programmet fra DR, der hedder ”Vild med bøger”? Jeg så det for første gang forleden dag og bogen, der skulle anmeldes var kæmpestor og uhandy fotobog. Svær at slæbe hjem og svær at sidde med på skødet. Den hedder ’And then there was silence’ (og så blev der stilhed). Det er Jan Grarup, som er krigsfotograf, der har lavet den. Billeder så frygtelige og så smukke på en og samme tid. Et af hans første billeder fra krigszonen tog han som 24-årig under folkemodet i Rwanda. Hutuerne havde jagtet en hel landsby ind i en kirke. Eller lokket dem. Da alle var derinde smed de håndgranater ind ad vinduerne. De gik stedet efter med macheter for at være sikre på, at ingen havde overlevet. Jan Grarup dukkede op et par timer efter. Lige tids nok til at se en pige på 8-9 år slæbe sig ud derfra. Hun var den eneste overlevende. Billedet han tog af hende er i profil. Bagsiden af hendes hoved er skåret op, der hvor macheten har ramt hende. En hånd med en plastichandske arbejder på at gøre skaden god igen. Nænsomheden lyser ud af hænderne, der rører den mishandlede pige. Den anden hånd med plastichandske ligger ovenpå hendes hoved. Som om personen i den anden ende af hånden velsigner hende. Jan Grarup og værten Flemming Møldrup talte længe om billedet, men ingen af dem nævnte på noget tidspunkt, at pigen med det flængede hoved blev velsignet af hånden. For mig blev det splitsekund, som det tager at tage et foto det stærkeste billede på, hvad det er en velsignelse kan. Midt i den største ulykke, det grimmeste, det ondeste, det værste og mest modbydelige kan vi mennesker række ud efter hinanden med en velsignelse.

Velsignede er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Velsignede er de, som sørger, for de skal trøstes. Velsignede er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

-------------------

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«

Kategorier Uddrag af prædiken

Kommentarer

adommaclask
onsdag d. 29. august 2018, kl. 20:41
jackpot magic slots <a href="https://freeslots4k.com/">celebrity slots</a> online slots free <a href="https://freeslots4k.com/">free online slots games</a> | [url=https://freeslots4k.com/]gossip slots[/url] [url=https://freeslots4k.com/]vegas slots online free[/url]

Tilføj kommentar