Velkommen Karin - vores nye præst

Velkommen Karin - vores nye præst

Velkommen Karin - vores nye præst

# Nyheder

Velkommen Karin - vores nye præst

Vores nye præst Karin indsættes 26. januar til gudstjeneste kl. 14. Kom og være med til at tage godt imod hende. 

Karin glæder sig til at starte, og skriver om sig selv:

"Min mormor og morfar var flittige brugere af biblioteket, og kom meget på Mørkhøj bibliotek, og når vi børn boede hos dem i ferier og weekender lå det helt fast, at vi skulle en tur på biblioteket. Da de boede i Stengårdskvarteret blev den lille Fiat startet og turen gik til Mørkhøj.

For mig er Gladsaxe, særligt Stengården og Mørkhøj, derfor kommet til at betyde meget, for jeg forbinder gode erindringer og oplevelser hos min mormor og morfar, netop med de steder.  Siden hen flyttede jeg dertil med min mand, i et lille rækkehus i Stengårdskvarteret, hvor vi fik vores to drenge og hvor de voksede op, så Gladsaxe betyder ”hjem” for mig, det er der jeg føler, at jeg har mine rødder.

Nu kommer jeg så ”tilbage” som præst, og jeg føler mig meget heldig, både at der pludselig var et ledigt embede, men også at det var mig der fik lov at få det, og jeg glæder mig meget til at lære menigheden i Mørkhøj at kende, samt at være præst i Mørkhøj.

Jeg har samlet en del forskellig erfaring gennem et langt liv og arbejdsliv. Præst har jeg været siden 2015, hvor jeg blev ordineret, og de seneste knap 8 år som præst i Sthens kirke i Helsingør. Jeg er oprindelig læreruddannet, som husholdningslærer ved Suhrs Seminarium, og har undervist i 25 år bl.a. på Suhrs husholdningsskole, og på Social- og sundhedsskolen i Gladsaxe.

Privat er jeg gift med Flemming, og vi har to sønner, som ovenikøbet er blevet fædre, så vi har den glæde også at have fået to børnebørn, som vi elsker at få på besøg.

I min fritid elsker jeg at læse, og at danse, og vi danser folkedans i København. Jeg holder også meget af at synge og synger i foreningen Rytmisk korforsyning i Birkerød. Madlavning og havearbejde er en anden stor glæde og så holder vi meget af at være i vores sommerhus på Orø."

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed
  Mørkhøj Sogn